Gamle kaperbreve afslører historien om dansk statsautoriseret pirateri

Det kunne ligne pirateri, men under Englandskrigen var de danske kapere en lovlig del af den danske søkrig. Private skibe fik statens tilladelse til at opbringe fjendtlige handelsskibe og føre dem i havn.
Hvis kapringen blev godkendt af særlige prisedomstole, kunne skibet og lasten sælges, og fortjenesten blev blandt andre fordelt mellem kaptajnen og besætningen på kaperskibet.
Rigsarkivet har bevaret de originale kaperbreve, som nu er blevet gjort tilgængelige online. Dokumenterne er af enestående national betydning og viser, hvordan staten regulerede kapervirksomheden.
”Kaperbrevene er fascinerende, for de viser, hvordan staten helt konkret gav private personer tilladelse til at deltage i krigen til søs. Det, vi i dag umiddelbart ville kalde pirateri eller sørøveri, var sat i system og reguleret af staten. Så en kaper var altså ikke pirat i juridisk forstand, for pirater opererede uden statens tilladelse. De danske kapere havde derimod et lovligt kaperbrev og var derfor en lovlig del af søkrigen,” fortæller arkivar Adam Jon Kronegh.

Skibene førte logbøger og skibsjournaler på deres rejser og skulle registrere alt betydningsfuldt, der foregik om bord. Foto: Rigsarkivet
Han har desuden fundet to engelske logbøger fra handelsskibene Susanna og The Oak. De beskriver kapringerne, mens de fandt sted, og giver dermed et indblik i begivenhederne fra de engelske søfolks perspektiv.
”Det særlige ved de her logbøger er, at begivenhederne bliver skrevet ned, mens de finder sted – og at det er englænderne selv, der skriver. Det er ikke en erindring nedfældet ti år efter eller en forklaring afgivet i retten. Det er de linjer, en engelsk styrmand nåede at få ned, før de bevæbnede mænd stod på hans dæk. Så vi kan komme helt tæt på. Vi oplever ikke kun Englandskrigen gennem myndighedernes dokumenter og de efterfølgende retssager. Pludselig står vi nærmest selv på dækket, mens de bevæbnede mænd kommer om bord. Det gør historien meget nærværende,” siger Adam Jon Kronegh.
Den 21. november 1807 blev Susanna kapret nær Bornholm af seks mænd med pistoler og korte sabler. Få uger tidligere var The Oak blevet overtaget af omkring 60 mænd fra fire robåde.
Faktaboks
- Englandskrigen brød ud i 1807.
- Danske kapere fik statslig tilladelse til at opbringe fjendtlige handelsskibe.
- Kaperbrevene er bevaret i Rigsarkivet og er af enestående national betydning.
- Skibet Susanna blev kapret 21. november 1807 nær Bornholm.
- Seks bevæbnede mænd gik om bord på Susanna.
- The Oak blev kapret 6. november 1807 af omkring 60 mænd.
- Kaperbrevene kan nu ses online som del af Rigsarkivets ENB-projekt.






Accepter kun nødvendige cookies